I Dansk vægtløftning har vi længe haft en ambition om at skrue op for understøttelsen og udviklingen af vores foreninger, samt skabe nye vægtløftningsfællesskaber rundt i landet.
Vi ved, det også kræver, at vi får arbejdet med vores evne til at tiltrække frivillige og skabe attraktive vilkår for dem, der ønsker at bidrage med deres tid og ressourcer til vores foreninger og sport!
Bestyrelsen er derfor rigtig glade for at tilføje en profil som Malou til holdet. Hendes kompetencer og nysgerrighed passer perfekt til fremtiden i Dansk Vægtløftning og vil sammen med Thomas’ kompetencer og erfaringer skabe et stærkt og fagligt dygtigt konsulentteam.
Malou kommer til at arbejde ud fra Idrættens Hus, således har vi altså konsulenter tilgængelige i både øst og vest.
Tag godt imod hende derude.
Tina, formand Dansk Vægtløftning
Mit navn er Malou, jeg er 26 år og har en bachelor i Idræt samt en kandidat i Folkesundhedsvidenskab fra Aalborg Universitet. Jeg kommer oprindeligt fra Aarhus, har boet i Aalborg de seneste syv år og er nu flyttet til Faxe.
Jeg har tidligere arbejdet som børne- og ungeansvarlig hos Danmarks Idrætsforbund, hvor jeg har været med til at udvikle børne- og ungeidrætten, styrke foreningslivet og understøtte rekruttering af frivillige. Ved siden af mit arbejde har jeg været aktiv som frivillig og siddet i flere bestyrelser de seneste år – både som en del af den strategiske ledelse i Dansk Firmaidræt samt som næstformand og bestyrelsesmedlem i to lokale idrætsforeninger i Aalborg.
Foreningslivet og træning har altid været en hjertesag for mig. Jeg startede som 14-årig i et lille foreningsdrevet fitnesscenter, hvor styrketræning blev en stor del af mit liv – en erfaring, jeg glæder mig til at tage med ind i vægtløftningsmiljøet.
Jeg ser frem til at bidrage til udviklingen af foreningslivet og frivilligheden i Dansk Vægtløftnings Forbund – og til at udbrede vægtløftning til endnu flere, særligt børn og unge, samt til at understøtte foreningerne i at skabe attraktive fællesskaber for både medlemmer og frivillige.
Mvh. Malou Blach